Sukkerroer – en del af Lollands DNA
Bogstavelig talt: tusindvis af Lollikker bærer DNA fra de oprindelige polske roe-arbejdere
Hellere læse senere? I bunden af siden kan du se/høre en forklaring på VIDEO
Indledning
Lolland er i dag storproducent af grøn strøm, men de fleste danskere forbinder nok øen med sukkerroer.
Historien om Lolland er uløseligt forbundet med en knoldet, hvid rodfrugt. Gennem de sidste 150 år har sukkerroen ikke blot formet det fysiske landskab med sine endeløse grønne marker; den har defineret øens infrastruktur, dens befolkningssammensætning og dens kulturelle identitet.
For at forstå, hvordan denne afgrøde endte med at blive ”det hvide guld” for en hel region, må vi skrue tiden tilbage til begyndelsen af 1800-tallet.
Hvorfor begyndte man at dyrke sukkerroer?
Kimen til det lollandske sukkereventyr blev lagt langt fra Danmarks grænser.
Da Napoleon under krigene i starten af det 19. århundrede blokerede handelsruterne til søs, blev Europa afskåret fra importen af det populære rørsukker fra de vestindiske kolonier.
Denne mangel tvang europæiske videnskabsmænd og landmænd til at tænke nyt. Allerede i 1747 havde den tyske kemiker Marggraf påvist, at bederoer indeholdt samme sukkerart som sukkerrør, og under handelsblokaden blev der sat skub i forædlingen af roen for at gøre den egnet til industrielt brug.
Hvorfor Lolland?
Men hvorfor blev netop Lolland centrum for denne udvikling i Danmark?
Svaret skal findes i jorden. Lolland er kendt for sin fede, kalkrige lerjord, som viste sig at være ideel til dyrkning af de krævende sukkerroer.
Det var dog ikke staten, men private pionerer, der tog det første spadestik.
Hvordan startede det på Lolland?
Brødrene Erhard og Johan Ditlev Frederiksen, sønner fra Nøbbøllegård, havde på studieture i Tyskland og Frankrig set potentialet i roedyrkning. I 1872 grundlagde de ”Sukkerfabrikken Lolland” i Holeby, hvilket blev startskuddet til en industriel revolution på øen.
Infrastrukturen fulgte hurtigt efter.
Da brødrene Frederiksen måtte give op efter økonomiske vanskeligheder i 1877, trådte finansmanden C.F. Tietgen til. Med stiftelsen af De Danske Sukkerfabrikker (DDS) blev produktionen professionaliseret og udvidet med fabrikker i Nakskov, Maribo og Sakskøbing.
Denne eksplosive vækst skabte en akut mangel på hænder, hvilket førte til importen af tusindvis af polske piger.
Deres ankomst ændrede Lolland permanent og er den direkte årsag til, at Maribo i dag huser en stor, katolsk domkirke, Skt. Birgitta Kirke, bygget for at betjene de mange katolske arbejdere.
Det hvide guld: Hvad er en sukkerroe?
Råvaren
For at forstå industriens omfang må man forstå råvaren. En sukkerroe (Beta vulgaris) er en toårig plante, der i sin moderne form er resultatet af intensiv forædling.
Da man startede i 1700-tallet, indeholdt roerne kun omkring 3-4 % sukker. Gennem århundrederne er dette tal blevet forbedret markant, så en moderne sukkerroe i dag består af mellem 16 og 19 % sukker.
Selve roen er hvid og kegleformet. Den vokser under jorden og fungerer som plantens energilager.
I sin første vækstsæson oplagrer den sukker (sucrose) i roden, som den egentlig skulle bruge til at sætte blomster og frø i sit andet år – men i landbruget høstes den efter første sæson, når sukkerindholdet er højest.
Processen for sukkerfremstillingen
Processen fra jord til bord er en tung industriel manøvre, der finder sted under ”kampagnen” – betegnelsen for perioden fra september til januar, hvor fabrikkerne kører i døgndrift.
Når roerne ankommer til fabrikken, bliver de først vasket grundigt for jord og sten. Herefter snittes de til pomfrit-lignende strimler. Disse strimler sendes igennem store difusionsanlæg, hvor varmt vand trækker sukkeret ud af roecellerne, hvilket resulterer i en sukkersaft.
Denne råsaft renses derefter med kalk og kuldioxid for at fjerne urenheder, hvorefter vandet dampes væk, indtil man står tilbage med en tyk sirup.
Til sidst podes siruppen med små sukkerkrystaller, hvilket får sukkeret til at krystallisere. Den brune masse centrifugeres for at skille den hvide sukker fra den mørke melasse.
Resultatet er det hvide krystalsukker, vi kender fra køkkenbordet.
Sukkerfabrikkerne
På Lolland, hvor der engang lå sukkerfabrikker i både Holeby, Maribo, Sakskøbing og Nakskov, er der i dag kun én fabrik tilbage: Nakskov Sukkerfabrik.
Denne fabrik er til gengæld en af Nordeuropas største og mest effektive, ejet af Nordic Sugar, og den producerer stadig enorme mængder sukker hver eneste vinter.
Pionererne og konkursen i Holeby
Pionererne
Startskuddet til hele denne industri lød i Holeby. Brødrene Frederiksen var visionære landmænd, der så mulighederne i at kombinere landbrug med industri.
De anlagde Sukkerfabrikken Lolland på bar mark i 1872-1873, og fabrikken stod færdig i 1874. Det var et storstilet projekt, hvor maskinerne blev importeret fra Tyskland og kedlerne fra Burmeister & Wain.
Men pionertilværelsen var hård. Fabrikken var plaget af uheld, og teknologien var stadig ny og uprøvet i dansk sammenhæng.
Samtidig var anlægsomkostningerne enorme. I 1877 gik selskabet konkurs, og brødrene Frederiksen mistede hele deres formue, inklusive deres fædrene gård, Nøbbøllegård, som lå lige op til fabrikken.
De Danske Sukkerfabrikker
Det var her, C.F. Tietgen og De Danske Sukkerfabrikker (DDS) kom ind i billedet.
De købte fabrikken i 1880/1882 og omdøbte den til Højbygaard Sukkerfabrik. Med større kapital i ryggen og en centraliseret ledelse lykkedes det at gøre produktionen rentabel.
Denne overtagelse markerede overgangen fra enkeltstående landbrugseksperimenter til en national storindustri, der skulle komme til at forme Lollands infrastruktur i de næste hundrede år.
Roepigerne: Fra Galicien til Lollands lermuld
Arbejdsbehovet
Da sukkerroedyrkningen for alvor tog fart i 1890’erne, stod de lollandske godsejere over for et massivt problem: De manglede hænder.
Roedyrkning var ekstremt arbejdskrævende. Roerne skulle hakkes, luges og trækkes op ved håndkraft, og den lokale arbejdskraft søgte i stigende grad mod byerne eller emigrerede til Amerika.
Udenlandske arbejdere
Løsningen fandt man mod øst. I starten importerede man svenskere, men fra 1893 begyndte man systematisk at hente arbejdskraft fra det daværende østrigske Galicien (i dag en del af Polen og Ukraine).
Det var primært unge piger og kvinder, der tog den lange rejse for at tjene penge i ”slaraffenlandet” Danmark.
Roepigerne og arbejdsforholdene
Virkeligheden, der mødte dem, var dog ofte barsk.
De blev indkvarteret i såkaldte ”polakkaserner” – simple murstensbygninger opført ude på markerne, langt fra byerne.
En af de bedst bevarede ligger i Tågerup ved Rødby og fungerer i dag som museum. Her levede pigerne stuvet sammen under opsyn af en ”Aufseher” (opsynsmand), der ofte var tysk- eller polsktalende.
Arbejdsdagene var lange, og arbejdet i den tunge lerjord var opslidende. Lønnen var lav, og kosten bestod ofte af kartofler og skummetmælk.
Forholdene var så kritisable, at de vakte forargelse i samtiden. Fagbevægelsen kaldte dem for ”disse sølle Slaver”, som godsejerne udnyttede til at trykke lønnen for danske arbejdere.
Kritikken førte i 1908 til vedtagelsen af ”Polakloven”, der skulle sikre arbejderne visse minimumsrettigheder omkring boligforhold og kontrakter.
Krigen der ændrede alt – Integration og katolsk arv
Grænserne lukkede
Oprindeligt var polakkerne sæsonarbejdere, der rejste hjem, når kampagnen sluttede om vinteren.
Men udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 ændrede alt. Grænserne lukkede, og tusindvis af polakker strandede på Lolland-Falster. De fik ”tålt ophold” og måtte overvintre i de dårligt isolerede kaserner.
Permanent ophold
Denne tvungne landflygtighed førte til en permanent bosættelse.
Mange af de polske piger giftede sig med danske landarbejdere eller polske mænd, der også var blevet i landet.
Det anslås, at mellem 3.000 og 5.000 polakker slog sig ned for altid, heraf en meget stor del på Lolland-Falster.
Danmarks første katolske kirke
Integrationen af denne store gruppe katolikker i det protestantiske Danmark har sat varige spor.
Det mest markante er uden tvivl Skt. Birgitta Kirke i Maribo.
Da de første polakker ankom, var der ingen katolsk kirke til at varetage deres sjælesorg. En katolsk præst, Edvard Ortved, rejste derfor til Polen og Rusland for at samle penge ind blandt trosfæller.
Resultatet blev indvielsen af Skt. Birgitta Kirke i 1897 – den første nybyggede katolske kirke i Danmark efter reformationen.
Kirken blev et kulturelt og religiøst samlingspunkt, hvor messerne foregik på polsk, og hvor man kunne dyrke sine traditioner.
Lollikkernes polske DNA
I dag er den polske arv en integreret del af den lollandske selvforståelse – en unik ”Lollik-ting”. Det ses tydeligt i telefonbøgerne og på postkasserne, hvor efternavne som Nowak, Korszak, Kruchov og Platek vidner om efterkommere af roepigerne.
Mange moderne lollikker bærer denne historie i deres DNA, selvom sproget for længst er blevet dansk.
Roebanerne: Danmarks største privatbane dengang
”Plutte”
Sukkerroerne krævede ikke kun hænder, men også logistik. De tunge roer skulle transporteres fra de mudrede marker til fabrikkerne i enorme mængder på kort tid.
Datidens hestevogne og grusveje slog ikke til; vejene blev kørt i stykker og forvandlet til mudderpøle, lokalt kaldet ”plutte”.
Jernbaner
Løsningen blev jernbaner. Allerede brødrene Frederiksen havde anlagt hestetrukne spor ved Holeby, men med industrialiseringen eksploderede nettet.
Der blev anlagt et finmasket net af smalsporede baner (700 mm) over hele Lolland. Fra hovedsporene kunne man lægge flytbare spor direkte ud i marken, så vognene kunne lastes på stedet.
Da systemet var på sit højeste i 1940’erne, udgjorde roebanenettet på Lolland ca. 463 km spor, trafikeret af over 35 lokomotiver og 2.300 vogne. Det blev ofte omtalt som ”Danmarks største privatbane”.
I roekampagnen var landskabet fyldt med små damplokomotiver – og senere diesellokomotiver – der tøffede afsted med lange rækker af roevogne. Det var en logistisk bedrift, der bandt øen sammen og sikrede fabrikkernes forsyning.
Fra jernbanespor til cykelstier
Med tiden blev lastbilerne dog større og vejene bedre.
Vedligeholdelsen af det enorme banenet blev for dyr, og i løbet af 1960’erne blev banerne gradvist nedlagt.
Det sidste roetog kørte ind til Nakskov Sukkerfabrik den 22. december 1967, hvilket markerede afslutningen på en æra.
I dag er mange af de gamle spor omdannet til cykelstier, hvor man kan cykle gennem det flade landskab på ruter som ”Det flade Lolland”, uden at tænke over, at man kører på resterne af en industriel hovedpulsåre.
Roelygter: En lokal tradition
Sukkerroen har også sat sig spor i de lokale traditioner. Længe før Halloween og græskar blev en kommerciel succes i Danmark, havde man på Lolland tradition for ”roelygter”.
I efteråret, når roerne blev taget op, udhulede børnene de store, hårde roer og skar ansigter i dem. Med et stearinlys indeni lyste de op i mørket og spredte en karakteristisk duft af brændt sukker og rod – en duft, der for mange lollikker er uløseligt forbundet med barndommens efterår.
Danmarks Sukkermuseum i Nakskov holder denne tradition i hævd og fortæller historien om en industri, der formede en hel landsdel.
Konklusion
Historien om sukkerroen på Lolland er fortællingen om, hvordan en global krise og en enkelt afgrøde kan transformere et samfund totalt.
Fra de første forsøg i Holeby voksede en industri frem, der skabte arbejdspladser, byudvikling og infrastruktur i et omfang, der sjældent er set i dansk landbrugshistorie.
Det var en udvikling drevet af visionære iværksættere som Frederiksen-brødrene og C.F. Tietgen, men båret af tusindvis af polske hænder, der søgte en bedre fremtid i den lollandske muld.
Sukkerroen bragte industrialiseringen til Lolland, men den bragte også den katolske kirke, polske efternavne og en særlig kulturel mangfoldighed, der i dag er en del af øens DNA.
Selvom de fleste fabrikker er lukket, og roebanerne er erstattet af cykelstier og lastbiler, lever arven videre.
Nordeuropas mest effektive sukkerfabrik, Nakskov Sukkerfabrik, sender stadig hvide skyer op over byen hver vinter, og i jorden ligger stadig rødderne til den velstand og den befolkning, der definerer Lolland i dag. Og sukkerroer er stadig en vigtig del af Lollands landbrug.
Historien om sukkeret er ikke bare industrihistorie; det er historien om lollikken selv.
Video: Sukkerroer - Lollands DNA
En 7 minutters gennemgang af det væsentlige